Stoffets vandtæthed og åndbarhed
VANDTÆTHED OG ÅNDBARHED

Når man siger, at en beklædningsgenstand er vandtæt, er det en sandhed med modifikationer. Derfor har vi i Ocean valgt at lave denne lille forklaring på, hvad der menes - og hvilke problemstillinger det indebærer.

Vores varer er lavet af enten polyester/bomuld/PVC, polyester/PU eller som en 3 lags vare med membran imellem.

De 3 forskellige materialer har forskellige egenskaber, alt efter hvilken brug de er beregnet til.

Intet stof er 100 % vandtæt. Jo større vandtryk man sætter på stoffet, jo mere vil vandet trænge igennem. Det gælder for alle tekstiler. Men i praksis vil en vare, der kan modstå et vandsøjletryk på 15-20.000 mm føles som 100 % vandtæt, da man kun i meget ekstreme tilfælde kommer over denne værdi.

Bomuld/polyester/PVC, som vi bruger, er det tykkeste stof med den højeste modstandskraft mod vand. Det kan tåle vandsøjletryk på 15-20.000 mm og vil derfor som nævnt ofte blive opfattet som 100 % vandtæt.

Polyester/PU er lidt tyndere, strækbar og føles derfor mere behagelig at gå med.
Vi anvender en vare, der kan modstå vandsøjletryk på 8.000 mm., hvilket er meget højt for denne type materiale. Mange konkurrenter bruger kun op til 5.000 mm, enkelte endda ned til 3.000 mm. Men når man er under 10.000 mm vandsøjletryk, kan man presse vand igennem, f.eks. hvis man sætter sig op på en våd cykelsadel eller et vådt sæde på en traktor. Også hvis man er på havet og får en stor sø ind over sig, kan der være risiko for, at vandet så at sige kan slå igennem stoffet. PU/polyester er desuden lidt åndbart og vil derfor også føles mere behageligt at bære end PVC-regntøj.

3 lags varer med membran som f.eks. Tritex eller polyester belagt med PU-membran har samme problemstilling. Her kan man anvende membraner med forskellig modstandskraft over for vand og forskellige evner til at lade kropsfugt passere indefra og ud. Men der vil også her være risiko for, at vand kan presses eller slås igennem stoffet under særlige vilkår. Det er således altid et kompromis mellem hvor højt vandsøjletryk en vare skal kunne modstå på den ene side og så komforten og åndbarheden på den anden side. Når kunden vælger et produkt, er det derfor afgørende at tænke på, hvad det skal bruges til.

Fiskerne på havet skal have noget, der er 100 % vandtæt og vælger derfor bomuld/PVC, selv om det ikke er så behageligt at have på som Tritex. Gartneren vælger som oftest Tritex eller polyester/PU, for her vægter komforten mere og det er kun under ekstreme forhold, de har behov for vandtæthed over 8-10.000 mm.

Åndbarhed måles i mvp = moisture vapour permeability. MVP angiver, hvor meget fugt der kan transporteres ud pr. kvm. pr. 24 timer. 5.000 mvp angiver således at der kan transporteres 5 liter vanddamp ud per kvadratmeter pr. 24 timer. Jo højere tal jo mere komfortabelt vil det føles at gå i tøjet.

Der vil derfor på mange af vores produkter være angivet f.eks. 5.000 mm /5000 mvp som så angiver at produktet kan modstå 5 meter vandsøjletryk og transportere 5 liter fugt pr. 24 timer pr. kvm.